Tesla giver Ford adgang til supercharger-netværk i Nordamerika

    Som den første større bilproducent ud over Tesla selv får Ford i 2024 adgang til Teslas netværk af lynopladere til elbiler i Nordamerika, det såkaldte supercharger-netværk.

    Det har de to producenter indgået en aftale om, oplyser Ford ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag.

    Med aftalen får Ford adgang til over 12.000 af Teslas lynopladere i starten af 2024. Tesla har i alt 17.711 lynopladerstationer. Lynopladerne kan på cirka et kvarter ifølge Tesla selv lade de fleste elbiler på til at kunne køre omkring 320 kilometer.

    Med aftalen vil Tesla udvikle en adapter, så der fremover vil være et ladestik ved deres lynopladere, som passer ind i Fords elbiler.

    Ford producerer blandt andet elbilen Mustang Mach-E, som sidste år ifølge elbilmagasinet EVMagazine var den tredjebedste sælgende elbil i USA.

    /ritzau/