Jordskælv koster mindst tre menneskeliv i Iran lørdag

    Et jordskælv med en beregnet styrke på 5,9 har ramt det nordvestlige Iran nær grænsen til Tyrkiet lørdag.

    Mindst tre personer er omkommet, mens mere end 300 er kommet til skade.

    Det skriver lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Flere bygninger i en række byer er ødelagt, skriver nyhedsbureauet dpa.

    Jordskælvet ramte klokken 21.44 lokal tid lørdag aften i regionen Vest Aserbajdsjan.

    Byen Khoy er hårdt ramt af jordskælvet, der kommer kort tid efter, at mindst 120 mennesker blev kvæstet i et andet skælv. Det ramte regionen i sidste uge.

    En redningsmedarbejder har oplyst til statsligt tv, at det sner i nogle af de ramte områder, og at temperaturerne dermed er kolde. Nogle steder er uden strøm.

    Redningshold er sendt til den vestlige del af landet, og hospitaler er i beredskabstilstand.

    Flere alvorlige jordskælv har ramt Iran de seneste par år. Det skyldes landets geografiske placering mellem flere tektoniske plader. Derned oplever landet ofte seismisk aktivitet.

    I februar 2020 ramte et jordskælv til en beregnet styrke på 5,7 på den anden side af grænsen til Tyrkiet. Her mistede ni personer livet.

    Irans dødeligste registrerede jordskælv ramte i 1990 og dræbte 40.000 personer i den nordlige del af landet. 300.000 blev kvæstet og en halv million mennesker mistede deres hjem.

    /ritzau/