Mike Tyson anklaget for at tæve og voldtage kvinde i limousine

    En kvinde fra den amerikanske delstat New York har lagt sag an mod den tidligere bokser Mike Tyson, som hun anklager for at have voldtaget ham.

    Det viser retsdokumenter, som er indgivet til en domstol i New York.

    I dokumenterne fortæller kvinden, at hun mødte den verdenskendte bokser på en natklub "tidligt i 1990'erne".

    Kvinden fulgte efter Mike Tyson ud i hans limousine. Ifølge kvindens beretning tævede bokseren hende her, inden han voldtog hende.

    - Som resultat af Tysons voldtægt, led jeg og lider jeg stadigvæk af fysiske, psykiske og følelsesmæssige skader, siger hun.

    Kvindens identitet er anonymiseret i retsdokumenterne. Hun går efter en erstatning på fem millioner dollar, som svarer til godt 34,2 millioner danske kroner.

    Hverken Mike Tyson eller hans advokater har kommenteret søgsmålet.

    /ritzau/AFP