Imponerende polak går videre til semifinalen i Australian Open

    Polske Magda Linette fortsætter natten til onsdag dansk tid den gode form ved grand slam-turneringen Australian Open med en sejr over tjekkiske Karolína Plísková.

    Sejren faldt i den ene af turneringernes kvartfinaler, og med den har Magda Linette sikret sig en første plads i en grand slam-semifinale på singlesiden nogensinde.

    I semifinalen skal hun op imod Aryna Sabalenka.

    Hviderusseren gjorde det natten til onsdag dansk tid af med kroatiske Donna Vekic i dagens anden kvindesemifinale.

    Vekic blev slået med cifrene 6-3, 6-2.

    Magda Linette, som er useedet i turneringen, formåede at gøre det af med den tidligere verdensetter Plísková i bare to sæt. Hun vandt med cifrene 6-3, 7-5.

    Hun overtog pladsen som Polens store håb ved turneringen, efter at hendes landsmand Iga Swiatek, som ligger nummer ét på verdensranglisten, blev slået ud af kasakhiske Elena Rybakina.

    Rybakina har siden fundet vej til den anden semifinale, efter at hun slog Jelena Ostapenko fra Letland i kvartfinalen. Her skal hun dyste mod hviderussiske Victória Azárenka, som slog amerikanske Jessica Pegula i sin kvartfinale.

    Semifinalen mellem Rybakina og Azarenka skal spilles torsdag.

    /ritzau/