En mand er blevet bragt på sygehuset efter en brand i en lejlighed på Valdemar Sejrsvej i Holbæk onsdag morgen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau. Kommunikationschef Thomas Kristensen fortæller, at politiet fik anmeldelsen klokken 07.
– Det er en beboer i ejendommen, der anmelder det, siger han.
Politiet kan ikke oplyse nærmere om mandens tilstand.
En kvinde er blevet anholdt, mens politiet efterforsker sagen. Thomas Kristensen har ikke nogen kommentarer til, hvad kvinden bliver sigtet for.
Politiet afviser også at oplyse alderen på kvinden og manden.
Branden er slukket, og ingen andre har haft brug for behandling efterfølgende.
/ritzau/