Onsdag eftermiddag er det næsten gratis at vaske tøj

    Vil man spare, er det en god idé at få udnytte onsdag eftermiddag til at sætte gang i opvaskemaskinen og tørre tøjet i tørretumbleren.

    Her er prisen nemlig meget lav taget den buldrende energikrise i betragtning. Knap 0,2 øre per kilowatt-time er prisen i tidsrummet fra klokken 14-15.

    Det oplyser Jack Kristensen, der er funktionschef hos Danmarks største energiselskab, Andel Energi.

    Timen før, mellem 13-14, er prisen 30 øre per kilowatt-time, så her er det også ret billigt.

    Forklaringen er, at der er en del vind i Europa, som giver masser af blæst til vindmøllerne. Og så kommer der en del vand i Norge og Sverige, der giver en ordentlig mængde vandkraft.

    – Vi forventer faktisk, at det holder ved et stykke tid. Lige nu lader det til, at der er vind frem til weekenden, og vi regner med, der kommer til at falde en del vand, siger Jack Kristensen.

    – Det er jo sandsynligt nok de tidspunkter, hvor der ikke er meget forbrug, hvor det er billigst, siger han.

    – De foregående dage har vi været langt højere oppe i pris.

    Elpriserne er altså meget høje for tiden, så det er ret ekstraordinært.

    På de dyreste tidspunkter – når folk står op og ved aftensmadstid – er prisen for tiden oppe omkring 1,10-1,20 kroner per kilowatt-time, fortæller Kristensen.

    De stigende elpriser skyldes blandt andet krigen i Ukraine og spændingerne mellem Rusland og Vesten.

    Ifølge Forsyningstilsynet steg prisen for el for de danske husholdninger med 11 procent fra første til andet kvartal i år. Siden de aktuelle prisstigninger begyndte i andet kvartal sidste år, er priserne i alt steget 64 procent, fremgik det af tal fra september.

    En nylig udregning fra erhvervsorganisationen Dansk Industri viser, at højere el- og gaspriser giver danske virksomheder en ekstraregning på 50 milliarder kroner i 2022 sammenlignet med et normalt år.

    /ritzau/