Amerikanske Sampras hylder Federer inden afskedskamp

    Inden det schweiziske tennisikon Roger Federer går ind til sin afskedskamp fredag aften, kan han glæde sig over at få nogle pæne ord med på vejen af den tidligere amerikanske tenniskæmpe Pete Sampras.

    Sampras, der selv har fjorten grand slam-titler under bæltet, husker særligt tilbage på deres første og eneste indbyrdes møde på tennisbanen, da en 19-årig Federer slog ham i en fjerderundekamp ved Wimbledon.

    - Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde, så jeg starter fra begyndelsen, indleder amerikaneren en videohilsen.

    - Da jeg mødte dig første gang, var du 19 år gammel. Du var på vej frem, og folk snakkede om dig.

    - Vi havde en god kamp på Centre Court ved Wimbledon. Og du slog mig. Det var en svær "femsætter", husker Sampras.

    Amerikaneren havde inden nederlaget vundet de fire seneste udgaver af Wimbledon-turneringen i London.

    I de senere år kunne han følge Federers karriere, der for alvor tog fart. Schweizeren har vundet i alt 20 grand slams gennem årene.

    /ritzau/