Rapport: Ruslands undertrykkelse af borgere når nye højder

    Ruslands undertrykkelse af landets borgere er gradvist intensiveret siden 2012 og har nået helt nye højder siden invasionen af Ukraine i slutningen af februar.

    Det fastslår en ny rapport af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Ifølge organisationen har nye love, som er vedtaget af den russiske regering, været med til at skabe “et klima af frygt og intimidering”, som har været medvirkende til at indskrænke journalisters og aktivisters arbejde i landet.

    I nogle tilfælde har det endda fået disse til at forlade landet helt.

    Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere sagt, at alle retshåndhævende myndighederne er blevet bragt under hans kontrol med succes.

    Det er den tredje rapport, der er blevet lavet af OSCE, siden Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar. De to andre rapporter fokuserede på Ukraine, der anklagede Rusland for at krænke international humanitær lov.

    Den tyske advokat Angelika Nussberger blev hyret af OSCE til at foretage en analyse af humanitære rettigheder og demokratiet i Rusland.

    – De russiske myndigheders hovedstrategi er bygget på intimidering, sagde hun, da hendes resultater blev præsenteret torsdag.

    Præsentationen kom, dagen efter at store demonstrationer brød ud i flere russiske byer. Det ledte til mere end 1000 anholdelser af civile.

    Demonstrationerne kom som svar på, at Putin havde givet ordre om en mobilisering af 300.000 soldater fra landets reserve.

    Mobiliseringen er den første af sin slags i Rusland siden Anden Verdenskrig, og det er en drastisk optrapning i den nu syv måneder lange krig i Ukraine.

    /ritzau/AFP