Medier: Liberal højesteretsdommer i USA vil på pension

    Den amerikanske højesteretsdommer Stephen Breyer, som med sine 83 år er højesterettens ældste dommer, vil gå på pension.

    Det oplyser kilder med kendskab til hans overvejelser til tv-stationerne CNN og NBC News.

    Breyer planlægger at træde tilbage, når højesterettens igangværende periode er slut ved udgangen af juni, skriver de to medier.

    Han blev nomineret til højesteretten af præsident Bill Clinton i 1994 og er en af de tre dommere, der anses for at være mere liberale.

    Det Hvide Hus har ikke umiddelbart bekræftet oplysningerne.

    Præsident Joe Bidens primære talskvinde, Jen Psaki, skriver i et tweet onsdag aften dansk tid, at “det altid har været enhver højesteretsdommers egen beslutning, om og hvornår de vil træde tilbage”.

    – Vi har ikke yderligere detaljer eller oplysninger at dele fra Det Hvide Hus, skriver Psaki.

    Hvis Breyer træder tilbage til sommer, vil det give Biden mulighed for at udpege hans afløser, som så skal godkendes i Kongressen.

    I løbet af valgkampen op til præsidentvalget i november 2020 lovede Biden ved flere lejligheder, at han vil pege på en sort, kvindelig dommer.

    Bidens forgænger, Donald Trump, udpegede tre dommere i løbet af sine fire år på præsidentposten.

    Dermed fik han sat et solidt konservativt præg på USA’s højeste domstol.

    Den amerikanske højesteret består af i alt ni dommere. Fem af dem betragtes som konservative, mens Stephen Breyer og to andre anses for at ligge lidt til venstre for midten. Den sidste vurderes at ligge på midten.

    At det er en af de mere liberale dommere, der nu vil nyde sit otium, betyder, at Biden ikke kan ændre magtbalancen i højesteretten.

    Men præsidenten kan vælge en ung dommer, som kan bringe gennemsnitsalderen lidt ned og måske tilføre nye tanker på den liberale fløj i højesteretten, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Højesteretsdommere er som udgangspunkt udpeget på livstid.

    /ritzau/