Kurdere genvinder kontrol over IS-fængsel i Syrien

    De sidste militante medlemmer af Islamisk Stat (IS) har overgivet sig, efter at bevægelsen for seks dage siden angreb et fængsel i det nordøstlige Syrien.

    Det udløste et større væbnet sammenstød med soldater i området.

    Den kurdisk ledede styrke De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) har genvundet den fulde kontrol med fængslet i byen Hasaka.

    Det oplyser en talsmand for SDF onsdag.

    Mindst 200 militante og indsatte samt 30 soldater er blevet dræbt i de kampe, der fulgte efter IS’ angreb på fængslet. Det har myndigheder i regionen oplyst.

    Islamisk Stat angreb fængslet torsdag i sidste uge i et forsøg på at befri mange af de formodede IS-medlemmer, der er indsat her.

    Et større antal slap fri. Tidligere onsdag oplyste SDF, at omkring 1000 IS-fanger havde overgivet sig. Det er ikke oplyst, hvor mange der stadig menes at være på fri fod.

    Med hjælp fra amerikanske soldater indledte SDF mandag et modangreb for at få kontrol over fængslet. Mindst 32 fængselsvagter, der blev holdt som gidsler, er blevet befriet siden mandag.

    Kampene har fået over 45.000 indbyggere – særligt kvinder og børn – til at flygte fra det område, hvor fængslet ligger.

    Der er op mod 5000 fanger indsat i det overfyldte fængsel.

    SDF nævner ikke noget om de cirka 850 børn og mindreårige, der er indsat. Det er en gruppe fanger, som FN og menneskeretsorganisationer har udtrykt særlig bekymring for.

    Human Rights Watch vurderer, at SDF holder omkring 12.000 mænd og drenge fanget i fængsler i det nordøstlige Syrien. Blandt dem er op mod 4000 udlændinge, der tidligere er rejst til Syrien og formodes at have kæmpet for Islamisk Stat.

    Der er tale om det største militære angreb fra IS’ side, siden dens selvudråbte kalifat blev erklæret nedkæmpet i 2019.

    IS har dog stadig celler af militante, der ind imellem foretager angreb i Syrien og Irak.

    /ritzau/Reuters