Nødsignal opfanges fra Tonga midt i uvished om omkomne

    FN registrerede tirsdag et nødsignal fra ønationen Tonga, mens dødstallet efter et vulkanudbrud i weekenden forbliver uklart.

    FN's kontor for koordinering af nødhjælp (Ocha) oplyser, at der ikke har været kontakt fra øgruppen Ha'apai efter lørdagens udbrud fra vulkanen Hunga Tonga-Hunga Ha'apai.

    Ifølge Ocha er man særligt bekymret for de to små lavtliggende øer Mango og Fonoi.

    Tirsdagens nødsignal blev opfanget fra Mango.

    - Kommunikationen er fortsat det mest udfordrende problem, idet internet og internationale telefonlinjer stadig er ude af drift, oplyser Ocha ifølge nyhedsbureauet dpa.

    Ifølge Ocha viser satellitbilleder omfattende skader på de vestlige strande på Tongatapu, der er hovedøen i Tonga. Her er mange resorts og huse ødelagt.

    Vulkanudbruddet, der fandt sted under havets overflade, udløste atmosfæriske chokbølger og en tsunami, der rejste så langt væk som Alaska, Japan og Sydamerika.

    Myndighederne har endnu ikke overblik over følgerne af vulkanudbruddet i Tonga, som består af 36 beboede øer og omkring 140 ubeboede øer.

    Hidtil er en britisk kvinde bekræftet omkommet.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP er der tale om en 50-årig kvinde ved navn Angela Glover, som boede i Tonga med sin mand, James Glover.

    /ritzau/