Kina desinficerer post fra udlandet af frygt for omikron

    Postvæsnet i Kina er begyndt at desinficere breve og pakker fra udlandet og opfordrer befolkningen til at holde igen med udenlandske bestillinger.

    Det sker, efter at myndigheder har udpeget postforsendelser som en mulig årsag til nylige udbrud af coronasmitte med varianten omikron.

    Kina var i slutningen af 2019 det første land i verden til at registrere virusset bag covid-19.

    Myndighederne fik i løbet af uger inddæmmet virussets udbredelse. Blandt andet ved at afskære byer med smitteudbrud fra den øvrige del af landet og beordre millioner af borgere til ikke at forlade deres hjem.

    Siden har Kina fastholdt en striks politik om, at udbrud skal slås ned omgående.

    Men aktuelt kæmper myndigheder med at få has på adskillige mindre smitteudbrud. Deriblandt et i hovedstaden Beijing, som er i gang med at forberede sig til vinter-OL i februar.

    De seneste dage har embedsfolk sagt, at i visse tilfælde kan smitte være overført til personer via pakker fra udlandet.

    Deriblandt en kvinde i Beijing, som ifølge myndigheder ikke har været i kontakt med andre smittede personer, men blev testet positiv med en variant, der kendes fra Nordamerika.

    Kinas postvæsen beordrede mandag medarbejdere til at desinficere indpakningen på alle forsendelser fra udlandet.

    Desuden skal ansatte, der sorterer breve og pakker fra andre lande, sørge for at blive revaccineret mod covid-19.

    /ritzau/AFP