TV: Her er politiet i ildkamp med terroristen fra Nice


    Mindst 84 mennesker blev dræbt af en lastbil, da den over en strækning på næsten to kilometer kørte gennem en menneskemængde på havnepromenaden i Nice sent torsdag aften.

    Borgmesteren i Nice, Christian Estrosi, siger til lokale medier, at omkring ti børn er blandt de dræbte.

    Ifølge den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, er omkring 50 mennesker kvæstet, og 18 af dem er i kritisk tilstand.

    Imens har 120 andre modtaget behandling for chok eller anden nødvendig hjælp.

    Fredag formiddag oplyser en hospitalskilde ifølge nyhedsbureauet AFP, at mindst 50 børn er blevet indlagt på hospitalet efter angrebet.

    To børn er døde på operationsbordet, fortæller kilden.

    – Og andre svæver mellem liv og død, lyder det.

    Til nyhedsbureauet AP siger borgmesteren i Nice, at Frankrig er nødt til at tænke grundigt over landets reaktion på sådanne angreb, eftersom tidligere reaktioner har vist sig ikke at være nok til at beskytte folket.

    Den franske præsident, François Hollande, betegner angrebet som en terrorhandling.

    – Frankrig er igen blevet ramt af terror. Begivenhederne i Nice var tydeligvis en terrorhandling, sagde Hollande, da han natten til fredag talte til befolkningen i en tv-transmitteret tale.

    – Frankrig er konstant truet af islamistisk terrorisme. Vi må hele tiden være på vagt, sagde præsidenten videre.

    Det var under fejringen af den franske nationaldag, Bastilledagen, at en lastbil kørte ind i de mange mennesker, der var mødt op på havnepromenaden for at se fyrværkeri.

    Fransk politi har identificeret føreren af lastbilen som en 31-årig fransk-tunesisk mand født i Tunesien.

    Han var i forvejen kendt af politiet i forbindelse med blandt andet tyveri og vold.

    Han var dog ikke på den franske efterretningstjenestes liste over personer, som man holdt øje med.

    Det siger en politikilde tæt på efterforskningen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Ingen gruppe eller organisation har endnu taget skylden for angrebet, hvor altså mindst 84 personer blev dræbt, før det lykkedes politiet at skyde og dræbe gerningsmanden.

    /ritzau/