Blinken beder tunesisk præsident om at respektere demokratiet

    USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har opfordret den tunesiske præsident, Kais Saied, til at “overholde principperne om demokrati og menneskerettigheder”.

    Det gjorde han i en telefonsamtale med Saied mandag, udtaler talsmand for udenrigsministeriet Ned Price i en erklæring.

    Antony Blinken “opfordrede præsident Saied til at opretholde en åben dialog med alle politiske aktører og det tunesiske folk”, udtaler Ned Price.

    Han tilføjer, at Blinken samtidig bemærkede, at “USA fortsat vil overvåge situationen og forblive engageret”.

    Tunesien har været præget af voldsomme protester på det seneste, hvor befolkningen er gået på gaden og har protesteret mod regeringen i frustration over håndteringen af covid-19 og arbejdsløshed.

    Søndag afsatte præsident Kais Saied landets regering og suspenderede parlamentet. Formanden for parlamentet har kaldt det et kup.

    Mandag indførte Saied via et dekret et forbud mod at samles mere end tre mennesker samt mod at bevæge sig mellem landets byer fra klokken syv om aftenen til klokken seks om morgenen.

    I telefonsamtalen med den tunesiske præsident lovede Antony Blinken desuden amerikansk støtte til Tunesiens økonomi og kamp mod covid-19.

    Præsident Joe Bidens administration, som anser fremme af demokrati som en nøgleprioritet, har tidligere udtrykt bekymring over situationen i Tunesien, som var fødestedet for det arabisk forår.

    – Tunesien må ikke sætte sine demokratiske gevinster over styr. USA vil fortsat stå på sidelinjen af Tunesiens demokrati, udtaler talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Ned Price.

    Talsmanden siger videre, at USA er “foruroliget” over lukningen af mediekontorer, og han opfordrer til at bevare “respekten for ytringsfriheden og andre borgerrettigheder”.

    Talskvinde for Det Hvide Hus Jen Psaki har sagt, at det er for tidligt at afgøre, om præsident Kais Saied har gennemført et kup i Tunesien.

    /ritzau/AFP