USA trækker alle kamptropper ud af Irak inden nytår

    Ved nytår vil der ikke længere være amerikanske kamptropper i Irak. Det har USA’s præsident, Joe Biden, mandag formelt aftalt med Iraks premierminister, Mustafa al-Kadhimi.

    Der er aktuelt omkring 2500 amerikanske kamptropper. De er der for at bekæmpe resterne af Islamisk Stat.

    Der vil fortsat være amerikanske soldater i Irak efter nytår. Der vil de dog kun være for at rådgive og træne irakiske soldater.

    Aftalen kommer ikke ud af det blå. Allerede torsdag i sidste uge skrev avisen Wall Street Journal om de amerikanske soldaters exit.

    – Vi har ikke brug for kamptropper, for dem har vi selv. Hvad har vi brug for? Vi har brug for samarbejde inden for efterretninger. Vi har brug for hjælp med træning. Vi har brug for luftstøtte, sagde Iraks udenrigsminister, Faud Hussein, i den forbindelse.

    Aftalen ville blive præsenteret under al-Kadhimis besøg i Det Hvide Hus i denne uge, hvilket er sket mandag.

    USA har haft soldater i Irak siden invasionen i 2003.

    /ritzau/Reuters