Politi mistænker at gift er udlagt for at ramme måger i Aalborg

    Politiet efterforsker fortsat en sag om en måge, der blev fundet død ved Blegkilde Allé i Aalborg med en forgiftet cocktailpølse i næbet.

    Det oplyser Nordjyllands Politi.

    Politiet advarede mandag mod, at der kunne være tale om den farlige gift Carboforan. Men onsdag oplyser politiet, at der skal være tale om giftstoffet Cloralose, der blandt andet bruges til bekæmpelse af mus.

    Det er et stof, der også er giftigt for mennesker, men ikke i samme grad som Carboforan, der for flere år siden blev forbudt i Danmark.

    – Men man skal stadigvæk holde øje med, at børn og kæledyr ikke indtager stoffet, siger politikommissær Henrik Jensen i en pressemeddelelse.

    Han oplyser, desuden, at politiet mistænker, at giften er udlagt for at ramme måger, som for nogen er et særligt forstyrrende element i dagligdagen.

    Sagen om forgiftningen begyndte i weekenden, da Fødevarestyrelsen anmeldte fundet af den døde måge, der havde en forgiftet cocktailpølse i næbbet.

    Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

    /ritzau/