Brasiliansk højesteret tillader afholdelse af Copa America

    Nu skulle det ligge fast. Dette års Copa America bliver spillet i Brasilien fra på søndag.

    Torsdag aften dansk tid har et flertal af dommerne i Brasiliens højesteret givet grønt lys til, at de sydamerikanske fodboldmesterskaber for landshold kan blive afviklet i landet.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Turneringen, der altså sparkes i gang søndag og slutter 10. juli, skulle oprindeligt være afviklet i sommeren 2020 i Colombia og Argentina, men blev udskudt et år på grund af coronapandemien.

    Så sent som 20. maj blev Colombia frataget sin værtsrolle på grund af dødelige regeringsprotester i landet, inden det samme skete for Argentina kort efter på grund af den argentinske coronasituation.

    Derefter landede værtskabet i Brasilien. Men det udløste stor utilfredshed i landet på grund af frygten for, at det ville medføre stigende coronasmitte i den i forvejen hårdt ramte sydamerikanske nation.

    Efter megen uro – og sågar en udmelding fra det brasilianske landshold om, at det spiller turneringen under protest på grund af utilfredshed med det sydamerikanske fodboldforbund – endte sagen i Brasiliens højesteret.

    Den består af 11 dommere, og selv om afstemningen endnu ikke formelt er afsluttet sent torsdag aften dansk tid, har seks af dommerne allerede tilladt afviklingen af Copa America.

    /ritzau/