Minkaflivning har kostet over en halv milliard

    Det kostede over 600 millioner kroner at aflive alle danske mink i efteråret.

    Det viser et notat, der torsdag blev oversendt til Folketingets Finansudvalg ifølge Landbrugsavisen.

    Omkostningerne for ned- og opgravningen af minkene samt erstatningen til minkavlerne skal lægges oveni, da regningen på de godt 600 millioner kroner udelukkende dækker aflivning, rengøring, desinfektion og materiel til aflivningsopgaven.

    - Det er jo et exceptionelt stort beløb. Det er ganske voldsomt, siger landbrugsordfører Per Larsen (K) til Landbrugsavisen.

    - Det viser igen-igen, at man i regeringen overhovedet ikke havde nogen forståelse for, hvad det var, man satte i gang. Det står soleklart for mig, siger Per Larsen.

    360 millioner kroner er gået til løn til minkavlere, der selv skulle stå for aflivning, rengøring og desinfektion.

    Konservative og Venstre mener begge, at regeringen førte Folketinget bag lyset, da der blev lagt vægt på, at mutationen i mink var en trussel mod vaccinen.

    /ritzau/