Tornadoer koster syv livet i Wuhan og det østlige Kina

    Syv personer har mistet livet, og flere hundrede er såret, efter at to tornadoer fredag skabte kaos i den kinesiske by Wuhan samt en by i den østlige provins Jiangsu.

    Det oplyser det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

    Den ene tornado ramte ifølge mediet Wuhan i Kinas centrale Hubei-provins klokken 20.39 fredag lokal tid.

    Her døde seks personer, mens 218 blev kvæstet, da tornadoen hærgede igennem distriktet Caidian i den sydvestlige del af byen.

    Undervejs jævnede tornadoen 27 huse med jorden, mens 130 bygninger blev beskadiget.

    Vindstødene i byen nåede op på omkring 86 kilometer i timen, skriver Xinhua, der citerer lokalregeringen i Wuhan.

    Ødelæggelserne fandt sted, cirka halvanden time efter at en anden tornado forinden havde ramt byen Shengze omkring 400 kilometer mod øst.

    Her blev en person dræbt og 21 andre kvæstet.

    Brandmyndighederne i Shengze oplyser, at de stærke vindstød beskadigede flere kraftværker og væltede flere industribygninger.

    Shengze ligger cirka 100 kilometer fra Kinas finansielle centrum Shanghai på landets østkyst.

    Millionbyen blev fredag ramt af kraftigt tordenvejr. Det fik blandt andet lokale vejrmyndigheder til at udstede advarsler om at opholde sig udenfor.

    Tornadoer er langt fra unormale i den østlige del af Kina. De rammer ofte i perioden mellem forår og sommer.

    /ritzau/Reuters