Analytikere om Trump-tale: Han holder sit parti i et jerngreb

    Donald Trump holder stadig Det Republikanske Parti i et fast greb.

    Sådan lyder konklusionen fra en række kommentatorer, efter at den tidligere præsident søndag talte ved den konservative konference Conservative Political Action Conference (CPAC).

    Under talen, som var den første siden Trumps valgnederlag, antydede eks-præsidenten, at han måske vil jagte et comeback og forsøge at komme tilbage i Det Hvide Hus.

    – Det her var øjeblikket, hvor Donald Trump på en eller anden måde fik sat styr på tropperne i Det Republikanske Parti, skriver journalist og kommentator Joe Concha for mediet The Hill, der betragtes som moderat konservativt.

    – Han ved det samme, som de gør: De fleste Trump-støtter vil stemme på ham igen, hvis han går efter at blive partiets nominerede.

    Efter valgnederlaget, kongresuroen og den efterfølgende rigsretssag har der tilsyneladende været splid om den fremtidige republikanske retning.

    Men Trump, der blev valgt som præsident i 2016, fastslog over for sine tilhørere til stor jubel, at hans “fantastiske rejse (…) langtfra er ovre”.

    Hans indflydelse i partiet er ikke til at diskutere, skriver BBC-korrespondent Anthony Zurcher.

    – At dømme ud fra publikum har han ikke brug for at genoplive sig selv i nævneværdig grad – i det mindste ikke blandt konservative aktivister. Deres støtte til Trump (…) er aldrig blevet svækket, skriver han.

    – Så da Trump lagde billet ind på fortsat at være en ledende skikkelse i partiet – som kongemager og måske endda som hovedfigur i 2024 – gav publikum sin fuldtonede og højlydte støtte.

    /ritzau/