En anholdt til demonstration mod coronarestriktioner

    Det er forløbet nogenlunde stille og roligt ved en Men In Black-demonstration i København lørdag aften.

    Det fortæller vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Rasmus Schultz.

    Én er dog blevet anholdt og sigtet for vold mod politiet, fortæller vicepolitiinspektøren.

    Manden blev først anholdt og sigtet for brud på fyrværkeriloven, fordi han ifølge politiet havde medbragt ulovligt fyrværkeri til demonstrationen.

    Men da politiet anholdt manden blev han urolig og gjorde udfald mod politibetjentene.

    Derfor er han nu blevet sigtet for vold mod politiet.

    Gruppen Men In Black kalder sig også for Sortklædt Modstand. De er utilfredse med regeringens fortsatte nedlukninger af landet og opfordrer blandt andet folk til ikke at bære mundbind.

    Flere end 1300 mennesker var tilmeldt demonstrationen på gruppens Facebook-begivenhed. Politiet vurderer, at cirka 600 mennesker er mødt op til demonstrationen.

    /ritzau/