Alle superligaklubber sender spillere på græs igen

    Samtlige spillere i superligaen er snart på træningsbanen igen.

    Som det sidste hold har AC Horsens torsdag valgt at tilbagekalde sine superligaspillere, så de kan påbegynde træningen igen.

    Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

    Horsens begynder træningen fredag formiddag, og træningen vil foregå med respekt for myndighedernes retningslinjer, meddeler klubben.

    – Jeg glæder mig i den grad til at se spillerne og min stab igen, og jeg er sikker på, at alle glæder sig helt vildt til at komme i gang igen, siger Horsens-manager Bo Henriksen til hjemmesiden.

    – Jeg ser frem til at arbejde med topmotiverede og sultne spillere, der er klar til at arbejde stenhårdt i den kommende periode, så vi bliver helt klar til at genoptage turneringen, siger han.

    Spillerne fra Horsens har været hjemsendt siden 21. marts uden arbejdspligt med lønkompensation fra regeringens hjælpepakke.

    Tidligere torsdag valgte Randers FC også at tilbagekalde sine spillere, og dermed har alle superligaklubber igen råderet over deres spillere, efter at flere af klubberne havde sendt spillerne hjem som følge af coronakrisen.

    Superligaen har været sat på pause siden begyndelsen af marts, men Divisionsforeningen, der driver ligaen, er klar til at starte op igen.

    Håbet er at kunne spille kampe igen i slutningen af maj, og Divisionsforeningen har i den forbindelse udarbejdet en protokol, for hvordan det kan gøres på en forsvarlig måde.

    Onsdag aften sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at hun gerne vil have Superligaen i gang igen.

    Der ventes en melding senere torsdag om, hvorvidt Superligaen er en del af den næste genåbningsfase.

    /ritzau/