DIF-formand til IOC: OL bør udsættes

    Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, opfordrer Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at udsætte OL grundet coronakrisen. Både af hensyn til atleterne og verdens befolkning.

    Søndag aften udsendte DIF sammen med Team Danmark en pressemeddelelse, hvori de bifalder IOC’s udmelding om, at man de kommende fire uger vil overveje, om OL skal udsættes.

    Og DIF-formand Niels Nygaard er ikke i tvivl om, hvad beslutningen bør være.

    – Det er vores vurdering, at det ikke vil være fremkommeligt at afvikle OL med start 24. juli, siger han.

    – Dels er der ret stor risiko for, at coronasituationen på verdensplan er ret uoverskuelig, og dels vil vi have en situation, hvor atleterne vil have haft forskellige forberedelsesmuligheder op til OL.

    Derfor vil han sammen med DIF opfordre IOC til at udskyde de olympiske lege i Tokyo.

    – Vi kommer til at henvende os til IOC og bakke op om, at man nu kigger meget seriøst på mulighederne for at få udskudt OL, og at vi mener, der er en række forskellige årsager til, at det bør ende med en udsættelse, siger han.

    Han ønsker ikke at give et bud på, hvornår OL i stedet kan forsøge afholdt, men han er ikke i tvivl om, at det skal afholdes.

    – Jeg synes, det er en fin udmelding fra IOC, at selvfølgelig skal OL fortsat gennemføres, siger Nygaard.

    – Når vi er på den anden side af denne coronakrise, så er det rigtig vigtigt, at OL kan være med til at sætte lys i fremtiden, om man så må sige.

    – Det kan være med til at få landene til at være sammen igen og give noget at samles om. Det skal bare være på et forsvarligt tidspunkt, det kommer til at ske.

    Tidligere søndag holdt IOC-toppen hastemøde, efter at der fra flere kanter var kommet kritik af, at man fortsat satsede på at afholde OL som planlagt.

    Her meldte IOC ud, at man inden for fire uger regner med at tage en endelig beslutning om, hvorvidt OL i Japan bliver udsat.

    Det har IOC nu DIF’s fulde opbakning til.

    /ritzau/