Heineken-øl buldrer frem – salget når højeste vækst i et årti

    2019 var et godt år for hollandske Heineken, der er verdens næststørste bryggeri.

    Salget af øl af samme navn voksede med lidt over otte procent gennem året.

    Det er den højeste vækst i det seneste årti. Det oplyser Heineken i sit årsregnskab, der er offentliggjort onsdag.

    Væksten for Heineken-øl været over ti procent i mere end 40 lande på verdensplan.

    Heineken fremhæver selv udviklingen i Storbritannien, Tyskland, Brasilien, Mexico, Sydafrika og Nigeria.

    Samtidig nævner bryggeriet en god fremgang til den alkoholfri øl Heineken 0,0, der nu er på markedet i 57 lande verden over.

    Heineken står ud over øl af samme navn bag øl af mærker som Tiger og Strongbow-cider, men har samlet mere end 300 forskellige mærker.

    Bryggeriet oplyser ikke konkrete salgstal for de enkelte mærker, men samlet set endte salget på 213 milliarder kroner sidste år. Det er cirka seks procent over 2018.

    Samtidig er overskuddet på bundlinjen – resultatet, når alle regninger er betalt – på 16,2 milliarder kroner. Det er fire procent mere end i 2018.

    Heineken er verdens næststørste bryggeri efter belgiske ABInbev, der blandt andet står bag Corona og Budweiser.

    /ritzau/