To hjemløse frifindes af byret for at skabe en lejr

    To hjemløse mænd overtrådte ikke loven, da de overnattede på gaden nær Rundetårn i København. Det har Københavns Byret slået fast i en dom mandag.

    I buegangen ved Regensen indrettede mændene sig jævnligt med pap, liggeunderlag og soveposer.

    Politiet greb ind tidligt om morgenen 30. oktober sidste år. Begge var tiltalt for at etablere en lejr, hvilket er forbudt ifølge ordensbekendtgørelsen.

    Desuden var den ene, 52-årige André Christiansen, også tiltalt for at have overtrådt et zoneforbud, som han fik på grund af den påståede ulovlige lejr. Forbuddet indebar, at han ikke måtte opholde sig i Københavns Kommune i tre måneder.

    En betjent mente, at Christiansen en dag stod og hyggesnakkede i et kvarter nær Nørreport Station, og derfor skulle han ifølge anklagemyndigheden idømmes fængsel for at overtræde forbuddet.

    Imidlertid fastslår dommer Johann Herzog og de to domsmænd, at mændene ikke havde etableret en lejr i lovens forstand.

    Det skyldes blandt andet, at mændene ikke spiste i buegangen og heller ikke forrettede deres nødtørft på gaden. Om morgenen ryddede de pænt op efter sig. Byretten frifinder, også selv om mændene jævnligt sov på stedet.

    Resultatet var netop det, som mændenes forsvarere havde bedt om.

    – Hvis det er en lejr, så har man kriminaliseret hjemløshed, har den ene, advokat Mads Krøger Pramming, sagt.

    Kollegaen Knud Foldschack har blandt andet hæftet sig ved, at mændene opførte sig pænt.

    – Vi ved, at han er en hjemløs gentleman, siger han om André Christiansen.

    Den kolde oktobermorgen sidste år opholdt fire andre mænd sig også under buegangen ved Regensen. Politifolk skønnede, at der var cirka fire meter mellem de to grupper. Og anklagemyndigheden mente, at man ikke burde skelne.

    Imidlertid fik Knud Foldschack foranstaltet en kontrolopmåling. Den viste, at der faktisk var mere end ti meter mellem de to nu frifundne og de fire andre.

    – Det er smadderærgerligt, har anklageren, advokaturchef Helle Just, sagt om politiets fejlagtige skøn.

    Den ene advokat, Mads Krøger Pramming, er i gang med en civil sag mod politiet. Loven om zoneforbud udgør en krænkelse af menneskerettighederne, som garanterer borgerne ret til at bevæge sig frit, mener han. Han varsler et krav om erstatning.

    /ritzau/