Frankrig sender sensationelt USA ud af VM i basketball

    USA – verdens største basketballnation – er ude af VM i Kina, inden det for alvor blev sjovt.

    Onsdag eftermiddag dansk tid måtte USA se sig slået i kvartfinalen af Frankrig, der overraskende vandt med 89-79.

    USA var ellers på vej mod semifinalen i fjerde og sidste quarter, men satte det hele over styr, da Frankrig scorede 11 point på stribe.

    Amerikanerne var dog på hælene i store dele af kampen, og efter to første quarters førte Frankrig med 45-39.

    I begyndelsen af tredje quarter førte Frankrig for første gang med ti point, men så begyndte USA at arbejde sig tilbage, og tredje quarter sluttede med en amerikansk føring på 66-63.

    Den blev i sidste quarter øget til 74-67, og da lignede det for alvor en favoritsejr, men så ramte Frankrig en fremragende stime.

    Det franske hold vekslede 71-76 til føring 82-76, og så var kampen vendt på hovedet.

    USA kunne ikke svare igen, og så endte det i et skuffende exit.

    Frankrig kan derimod se frem til at spille semifinale mod Argentina, der i kvartfinalen gjorde det af med Serbien med cifrene 97-87.

    I den anden turneringshalvdel er Spanien klar til semifinalen efter sejr på 90-78 over Polen.

    Modstanderen i semifinalen bliver Australien eller Tjekkiet, der mødes i den sidste kvartfinale.

    /ritzau/