Ny Nordea-topchef vil gøre endnu mere for kunderne

    Det er allerede gjort meget for at forbedre kundeoplevelsen i Nordea. Men der kan gøres mere endnu.

    Det mener Frank Vang-Jensen, der er blevet udpeget som ny øverste direktør i Nordea som afløser for finske Casper von Koskull.

    – Vi har fokus på tre ting. Det ene er fortsat at arbejde med at udvikle kundeoplevelsen i Nordea.

    – Der er vi kommet et stykke, og vi har stadig et stykke vej at gå. Det kommer vi til at fortsætte med at arbejde med, siger den kommende koncernchef.

    Ud over kundeoplevelsen har den nye Nordea-topchef fokus på at øge bankens indtægter, der igennem flere år har været nedadgående.

    – Vi skal have vores indtægter til at stige. Det vil sige, at vi skal lave flere forretninger med vores kunder og nye kunder.

    – Og så skal vi have en bedre omkostningseffektivitet i banken. Det er hovedfokus for os fremover, siger Frank Vang-Jensen.

    Spørgsmål: Kommer jeres kunder til at kunne mærke, at der er kommet en ny mand i direktørstolen?

    – Det må man spørge kunderne om. Jeg er jo bare en ud af et stort antal meget passionerede medarbejdere.

    – Men jeg vil selvfølgelig arbejde for, at kunderne skal være i fokus for alt, hvad vi gør i Nordea, siger Frank Vang-Jensen.

    /ritzau/