Statsministeren understreger fokus på velfærd

    Regeringens førsteprioritet er at styrke velfærdssamfundet. Det siger statsminister Mette Frederiksen på Socialdemokratiets sommergruppemøde på Marienborg.

    – Vores opgave er først og fremmest at styrke den samfundsmodel, der har gjort Danmark stærk og givet så mange mennesker muligheder. Det er velfærden, der løfter os.

    – Hovedopgaven for regeringen er at styrke velfærden, siger Mette Frederiksen og fortsætter:

    – Og her vil vi fortsat arbejde for den socialdemokratiske, universelle velfærdsmodel.

    Hun siger, at den prioritet vil blive afspejlet i de nuværende forhandlinger med kommuner og regioner om den økonomiske ramme for 2020.

    Her gentog hun, at regeringen vil gøre op med nedskæringer og vil lade udgifterne følge det demografiske træk. Det er et udtryk for, hvor meget det vil koste at levere den samme velfærd som i dag, når der i fremtiden bliver flere ældre og børn.

    – Der er for meget, der ikke fungerer godt nok i velfærden. Og vi kommer ikke til at kunne løse det hele med det samme. Vi kommer nok ikke til at kunne løse det hele på fire år, siger Mette Frederiksen.

    Hun fortsatte med at fokusere på brexit, Storbritanniens kommende udtræden af EU. Sker den uden en aftale mellem Storbritannien og EU, vil det skabe usikkerhed for mange danske virksomheder, der handler med Storbritannien.

    – Som dansk statsminister må jeg sige, at meget tyder på, at der ikke kommer en aftale. Så vi skal selv forberede os mere.

    – Jeg vil allerede nu sige, at vi kommer til at forstærke indsatsen for små og mellemstore virksomheder. Vi har mange virksomheder, der ikke lige har en mand siddende til at håndtere nye told- og handelsregler. De skal have hjælp.

    – Et andet sted er fiskeriet. Danske fiskere er særligt udfordret af et muligt hårdt brexit, sagde Mette Frederiksen.

    /ritzau/