Flere cykelstjerner udgår af Vueltaen efter massestyrt

    Flere af feltets største stjerner er torsdag udgået af Vuelta a España.

    Irske Nicolas Roche (Sunweb) og colombianeren Rigoberto Urán (Education First) er ikke længere med i cykelløbet efter et massestyrt i hovedfeltet på 6. etape.

    Det skriver Vueltaen på løbets egen hjemmeside.

    Roche indtog førertrøjen frem til og med 4. etape, hvor han mistede den til Astana-rytteren Miguel Ángel López.

    Rigoberto Urán lå også pænt til i klassementet på en sjetteplads før torsdagens etape.

    Også Victor de la Parte (CCC), der var nummer 13 i den samlede stilling, har været nødsaget til at trække sig.

    Der er blevet kørt i et voldsomt tempo på den knapt 200 kilometer lange og kuperede 6. etape. De første to timer blev kørt med en gennemsnitsfart på 43 kilometer i timen, oplyser Vueltaen.

    /ritzau/