Mercosur-lande lukker frihandelsaftale under Amazonas-krise

    De sydamerikanske Mercosur-lande – Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay – er nået frem til en frihandelsaftale med flere europæiske lande i organisationen Efta.

    Det oplyser argentinske embedsmænd og Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, efter møder i Argentinas hovedstad Buenos Aires.

    Efta består af landene Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein.

    Aftalen er faldet på plads, to måneder efter at Mercosur-landene forhandlede en frihandelsaftale på plads med EU.

    Frankrig og Irland har meddelt, at de vil blokere for EU-aftalen, hvis ikke Bolsonaro gør mere for at stoppe de mange brande, der for tiden hærger den enorme regnskov Amazonas.

    Bolsonaro erklærer sig på Twitter tilfreds med, at man nu er nået frem til en aftale med Efta-landene.

    – I dag afsluttede vi forhandlinger om en frihandelsaftale mellem Mercosur og Efta, skriver han og kalder blandet andet Efta for den niendestørste økonomiske aktør i verden.

    – Det er en stor diplomatisk sejr og en sejr for frihandel.

    Mercosur-landene har tidligere meldt ud, at der også forhandles om frihandelsaftaler med Sydkorea og Canada.

    Under et stigende internationalt pres gav Bolsonaro fredag grønt lys til at indsætte hæren i kampen mod de mange brande i Amazonas.

    Meldingen kom efter et krisemøde i den brasilianske regering fredag aften lokal tid.

    Både den britiske premierminister, Boris Johnson, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har støttet opfordringer til at sætte fokus på Amazonas under det forestående G7-topmøde.

    En talsmand for Boris Johnson siger, at den britiske premierminister er “dybt bekymret over brandene”.

    /ritzau/AFP