Vicesherif er tiltalt efter skoleskyderi i Florida

    Den tidligere betjent Scot Peterson er blevet tiltalt for ikke at have grebet ind under et skoleskyderi i Florida i 2018.

    Under skyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School blev 17 personer dræbt og 17 andre såret, da en ung mand begyndte at skyde omkring sig.

    56-årige Peterson stod vagt uden for skolen, men overvågningsbilleder fra stedet viser, at han aldrig gik ind i bygningen.

    Peterson bliver tiltalt for omsorgssvigt, forsømmelighed og falsk vidneforklaring, siger statsadvokaten for amtet Broward i Florida, Mike Satz, i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Kort efter skoleskyderiet blev Peterson samt en anden betjent fyret. Indtil fyringen var Peterson vicesherif i Broward.

    Den nu tidligere betjent kan risikere op mod 97 års fængsel.

    En 19-årig tidligere elev på skolen er sigtet for drabene og afventer retssag.

    Scot Peterson er også sagsøgt i en civil retssag. I maj sidste år sagsøgte Andrew Pollack, hvis datter blev dræbt under skoleskyderiet, Peterson.

    /ritzau/