Republikanske senatorer trodser Trump om øget told

    Der kan være et åbent oprør på vej mod Donald Trumps planlagte toldstigninger på varer fra Mexico fra højtstående republikanske senatorer.

    Det skriver det amerikanske medie Politico.

    Flere fremtrædende republikanske senatorer afviser blankt at bakke op om de øgede toldsatser.

    Ifølge den republikanske leder i Senatet, Mitch McConnell, er det ikke utænkeligt, at mange af dem vil stemme med Demokraterne og dermed blokere for Trumps planer.

    – Der er ikke megen støtte i partiet til højere told, det er helt sikkert, lød det fra McConnell efter et lukket møde, hvor repræsentanter fra Det Hvide Hus forklarede detaljerne om Trumps planer.

    Den amerikanske præsident annoncerede i sidste uge, at USA vil lægge ekstra told på fem procent på alle varer fra Mexico fra 10. juni.

    Derefter vil toldsatsen gradvist stige, indtil den illegale indvandring fra Mexico til USA er stoppet.

    Senator James Lankford fra staten Oklahoma var en af de første, der udtalte sig til Politico efter mødet:

    – Denne her administration forsøger at løse alle problemer undtagen hiv-smitte og klimaforandringer med øgede toldsatser. Det er uholdbart.

    Han blev hurtigt bakket op af Mitt Romney, senator fra Utah og partiets præsidentkandidat i 2012, der kaldte toldsatserne et “angreb på vores venner” i Mexico.

    – Hvis der kommer en afstemning, så vil det være meget svært for mange af os at stemme for. Jeg vil ikke stemme for straftold på en ven, sagde han.

    Trump erklærede tidligere i år en national nødretstilstand over det, han beskrev som “en krise ved vores sydlige grænse”.

    Forsøger han at indføre de øgede toldsatser via nødretstilstanden, kan han stå overfor en senatsafstemning i september, skriver nyhedsbureauet AP.

    Trump, der i øjeblikket er ved at afslutte et statsbesøg i Storbritannien, kommenterede modstanden fra partikollegerne tirsdag.

    Han beskrev det som “uklogt” at afvise hans planer, og at han var sikker på “formidabel opbakning” fra sit parti.

    – Jeg tror ikke, de vil gøre det, sagde præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters om muligheden for, at republikanske senatorer ville stemme imod toldsatserne.

    – Det ville være tåbeligt, hvis de gjorde det.

    /ritzau/