OVERBLIK: Sådan hænger Radikales økonomiske plan sammen

    De Radikale har mandag offentliggjort en økonomisk 2030-plan, hvor man kan se, hvordan partiets politik hænger sammen økonomisk.

    Målet er blandt andet at opnå balance i statens regnskaber, sikre et grønnere Danmark og sørge for, at integrationen lykkes.

    Regnestykket betyder, at der i 2030 vil skulle bruges knap 67 milliarder kroner mere end i dag, fordelt på følgende områder:

    Børn og uddannelse: 6,8 milliarder kroner.

    Fremtidspulje til klima og forskning: 1,0 milliard.

    Særlige initiativer inden for sundhed og integration: 5,7 milliarder.

    Afskaffelse af fattigdomsydelser: 1,3 milliarder kroner.

    Klima: 2,4 milliarder.

    Kultur: 1,1 milliard.

    Øvrig velfærd: 32,2 milliarder.

    Bundne udgifter til blandt andet forsvar: 16,3 milliarder.

    Finansiering:

    Pengene skal dels komme fra det økonomiske råderum, som er beregnet til 58 milliarder kroner.

    Dels har partiet selv fundet 8,7 milliarder kroner. Pengene kommer blandt andet fra afskaffelse af den grønne check, afskaffelse af seniorjobordningen, forhøjelse af bo- og gaveafgiften samt ved at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft.

    Kilde: De Radikale.

    /ritzau/