OVERBLIK: Kritik af Socialdemokratiets svar i valgkampen

    Socialdemokratiet er af andre partier blevet beskyldt for at tale for lidt konkret i den igangværende valgkamp. Den kulminerer onsdag, når valget til Folketinget bliver afholdt.

    Her er seks punkter, hvor partiet ifølge kritikere har leveret for uklare svar:

    * Pension.

    Socialdemokratiet vil sætte tre milliarder kroner af årligt, så særligt nedslidte danskere kan få en rettighed til at gå tidligere på folkepension.

    Partiet har ikke sat navn på, hvilke grupper der skal være omfattet af ordningen, ud over at den skal være målrettet de mest nedslidte og dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet.

    Socialdemokratiet vil udarbejde en model for ordningen i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

    * Den brede udlændingepolitik.

    S-formand Mette Frederiksen har flere gange understreget, at den brede udlændingepolitik står ved magt efter valget. De Radikale har imidlertid stillet ultimative krav om lempelser i udlændingepolitikken, mens SF vil have afskaffet kontanthjælpsloftet, hvis partiet skal kunne stemme for finansloven.

    Socialdemokratiet har foreløbig valgt at parkere spørgsmålet om, hvorvidt integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet skal stige. Partiet vil lade en ydelseskommission komme med bud på, hvad der skal ske på området. Det skal ske inden for et år efter folketingsvalget.

    Kritikere savner også en klar holdning til, hvad Socialdemokratiet mener, der skal ske med øen Lindholm. Den skal som et led i stramningerne på udlændingeområdet fungere som udrejsecenter for udlændinge på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle.

    Partiet har sagt, at det er klar til at lytte til bedre forslag.

    – Men hvis ikke der kommer en bedre idé, så fortsætter planerne om Lindholm, sagde Mette Frederiksen i maj til TV2.

    * Fire nye skattecentre.

    Socialdemokratiet vil oprette fire nye skattecentre med i alt 1000 medarbejdere, der skal placeres uden for de store byer. To skal placeres i Jylland, et på Fyn, mens et skal være på Sjælland/Lolland-Falster. Partiet har endnu ikke sat bynavne på.

    * Nærhospitaler.

    Socialdemokratiet vil oprette nye nærhospitaler med sygehusfunktioner.

    Mette Frederiksen har sagt, at hun forestiller sig, at der mindst skal oprettes ti nye nærhospitaler, men at hun ikke har noget præcist antal. Partiet har endnu ikke sat lokation på, hvor nærhospitalerne skal ligge.

    * Politistationer.

    Socialdemokratiet vil oprette 20 nye nærpolitienheder, som skal placeres med ti enheder både øst og vest for Storebælt.

    S har endnu ikke sat bynavne på, hvor nærpolitienhederne skal ligge. Det skal ske efter dialog med politiet og kommuner.

    * Cigaretpriser.

    Socialdemokratiet har hidtil været tilbageholdende med at følge i mange andre partiers spor og ønske højere priser på cigaretter.

    Formand Mette Frederiksen åbnede i maj lidt for emnet, da hun til DR sagde, at “måske vil der være en mulig vej i at sige, at vi sætter priserne op for de unge, så de ikke starter med at ryge, men at vi måske samtidig lige skærmer nogle af de pensionister, der ikke har så mange penge”.

    /ritzau/