Armstrong: Jeg ville ikke ændre noget ved min fortid

    Den tidligere professionelle cykelrytter Lance Armstrong ville ikke ændre noget ved sin dopingfortid, hvis han fik muligheden.

    Det fortæller den 47-årige amerikaner, der fik frataget sine syv sejre i Tour de France på grund af dopingmisbrug, i et kommende interview med det amerikanske tv-medie NBC Sports, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Interviewet med titlen “Lance Armstrong: Next Stage” varer 30 minutter og bliver sendt på onsdag. Her vil han fortælle om sin skandaleombruste karriere.

    – Vi gjorde, hvad vi blev nødt til for at vinde. Det var ikke lovligt, men jeg ville ikke ændre noget, siger Armstrong i interviewet.

    – Selv ikke det at tabe en masse penge, eller at gå fra helt til skurk, siger han.

    Lance Armstrong vandt alles hjerter, da amerikaneren i 1999 gik fra at overvinde testikelkræft til at vinde verdens største cykelløb syv gange i træk, hvilket var rekord.

    I 2012, syv år efter sin seneste Tour de France-sejr, fratog Den Internationale Cykelunion (UCI) Armstrongs sejre på grund af doping og bandlyste ham fra sporten for resten af hans liv.

    Det skete efter mange års mistanke og undersøgelser fra UCI.

    Et år efter indrømmede amerikaneren i et interview med talkshowvært Oprah Winfrey at have taget doping siden midten af 1990’erne.

    Faldet fra tinderne har kostet Armstrong flere millioner dollar i retssager.

    – Hvis jeg ikke havde sagt noget, ville intet være sket. Jeg bad om at blive fanget, siger han i interviewet.

    /ritzau/