Forfatter: Næste bog i serie bag Game of Thrones kommer i 2020

    George R.R. Martin giver sig selv en deadline til sin næste bog i serien “A Song of Ice and Fire”.

    På sin blog har forfatteren bag bøgerne, der er filmatiseret som den netop afsluttet hitserie “Game of Thrones”, delt en reklame fra et newzealandsk luftfartsselskab.

    I reklamen fortæller selskabet, at George R.R. Martin er velkommen til at færdiggøre sin kommende bog “The Winds of Winter” på den smukke ø.

    Dertil svarer forfatteren, at han agter at besøge New Zealand, når der skal afholdes World Science Fiction Convention 29. juli 2020.

    Hvis han ikke har færdigskrevet bogen inden da, giver han tilladelse til, at han skal fængsles i en lille hytte på White Island på New Zealand omgivet af en sø af svovlsyre, skriver han på sin blog.

    George R.R. Martins første bog i serien “A Song of Ice and Fire” udkom i 1996 med titlen “Game of Thrones”.

    Serien skal ifølge forfatteren selv indeholde syv bøger, og indtil videre er han udkommet med fem.

    Den seneste blev udgivet i 2011 med titlen “A Dance with Dragons”, og den tog seks år at skrive.

    Filmatiseringen af hans bogserie har været en af grundene til, at Martin har været over otte år om at skrive den sjette bog, udtaler han selv.

    /ritzau/