Cuba indfører rationering af dagligvarer som kylling og ris

    Cuba har fredag indført rationering af en række basisvarer som kylling, æg, ris og sæbe som følge af en national økonomi i dyb krise.

    Ifølge Cubas handelsminister, Betsy Díaz Velázquez, skyldes krisen, at USA under præsident Donald Trump har strammet handelsembargoen mod landet.

    Det har medført mangel på dagligvarer, og derfor bliver der nu indført begrænsninger på, hvor meget hver enkelt borger må lægge i indkøbskurven.

    Alle personer i Cuba modtager en rationeringsbog, som giver dem mulighed for at købe mindre mængder af basisvarer som ris, bønner, æg og sukker hver måned.

    En anden faktor er, at der kommer mindre økonomisk hjælp fra Venezuela, der er en tæt allieret af Cuba. Desuden har en nedgang i eksporten gjort det vanskeligt at finde penge til at købe varer i udlandet.

    Derfor har der de seneste måneder været eksempler på, at visse typer af madvarer har manglet på butikshylderne i dage eller uger ad gangen.

    Efterhånden opstår der lange køer, så snart der kommer en levering af mangelprodukter som kylling eller mel.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Cuba importerer mellem 60 og 70 procent af sine fødevarer. En række landbrugsreformer de seneste år har ikke opfyldt målsætningen om at øge egenproduktionen af fødevarer.

    Mens styret i Havana udpeger USA som skurken, så mener andre, at problemet er selvforskyldt.

    – Landet producerer for lidt og har derfor ikke penge nok, siger den 34-årige Ihosvany Perez Rodriguez, der bestyrer en lille butik i Havana, til nyhedsbureauet Reuters.

    Blandt eksemplerne på rationering er også mælkepulver, som man må købe fire pakker af per person, man må købe fire pakker pølser per person, mens det kan blive til fem pakker ærter per indbygger.

    Det er dog ikke alle dagligvarer, der vil være langt imellem på butikshylderne.

    Handelsminister Betsy Díaz Velázquez forsikrer således befolkningen om, at der er masser af madolie.

    – Det er ikke en vare, som vil være fraværende på markedet, siger hun om madolien.

    /ritzau/