Svensk Akademi er fuldtalligt igen efter skandaleår

    Det Svenske Akademi er fuldtalligt for første gang i 30 år, efter at filosoffen Åsa Wikforss er blevet valgt ind som nyt medlem.

    – Jeg tror på, at vi har brug for institutioner, der indsamler, bevarer og spreder kundskab. Det er sådan, et velfungerende demokrati ser ud, siger Wikforss.

    Hun tiltræder den 20. december, oplyser akademiet.

    Wikforss afløser Sara Danius, der forlod Det Svenske Akademi tidligere i år.

    Den traditionsrige svenske kulturinstitution, der blandt andet står for at uddele Nobelprisen i litteratur, har været ramt af flere skandaler i de seneste år.

    Den mest omtalte skandale begyndte at rulle i 2017, da 18 kvinder stod frem og fortalte, at de var blevet udsat for seksuelle overgreb af en mand med nære bånd til akademiet.

    Det førte til en voldtægtsdom på to års fængsel til den pågældende mand, som er gift med et daværende medlem af akademiet.

    Syv medlemmer forlod akademiet på grund af sagen.

    Skandalen skabte en masse uro og førte til, at Det Svenske Akademi besluttede, at det ikke ville uddele Nobelprisen i litteratur i 2018. I stedet vil der blive uddelt to priser i år.

    Årets modtagere af den prestigefyldte pris bliver afsløret den 10. oktober.

    Det Svenske Akademi har 18 medlemmer, når det er fuldtalligt. Men det har det ikke været, siden forfatterne Kerstin Ekman og Lars Gyllensten i 1989 forlod institutionen på grund af sagen om den fatwa-ramte forfatter Salman Rushdie.

    /ritzau/TT