Superligaen vil homofobi til livs med banner

    Når 29. runde af Superligaen spilles fra fredag til mandag, vil samtlige kampe blive markeret med et klart budskab om, at klubberne står sammen i kampen mod homofobi.

    Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

    Inden de syv kampe fløjtes i gang vil spillerne samle sig rundt om et banner med teksten “Sammen mod homofobi” for at understrege, at tolerance og fællesskab er blandt fodboldens grundværdier, står der i meddelelsen.

    Divisionsforeningen håber dermed, at budskabet kommer bredt ud.

    – Vi er midt i den afgørende del af sæsonen, hvorfor fokus er rettet mod de vigtige kampe i runde 29, lyder det.

    En af de syv superligakampe står mellem Brøndby IF og FC København, som er to er de klubber, der har været mest i fokus i den seneste tids debat om homofobi.

    Søndag brokkede FCK-spilleren Viktor Fischer sig over, at OB-fans undervejs i kampen var kommet med homofobiske tilråb mod ham.

    Mandag aften var der igen tilråb, da Brøndby mødte FC Nordsjælland i Farum. Efter kampen sang en gruppe Brøndby-fans sangen “Fischer, han er gay”, hvilket oversat til dansk betyder, “Fischer, han er bøsse”.

    Det blev opsnappet af TV3’s kameraer efter opgøret i Farum.

    Både Brøndby og OB har efterfølgende taget afstand fra episoderne, ligesom både Dansk Boldspil-Union (DBU), Spillerforeningen og Divisionsforeningen finder tilråbene uacceptable.

    Tirsdag meddelte Fodboldens Disciplinærinstans, at den vil se nærmere på de to episoder.

    /ritzau/