Danske curlingkvinder henter første VM-sejr

    I syvende forsøg lykkedes det de danske curlingkvinder at hente den første sejr ved VM i Silkeborg.

    Skipper Madeleine Dupont og hendes hold slog onsdag formiddag Japan med 7-1.

    Danskerne fik en fremragende åbning på kampen, da de fik to sten i huset og bragte sig foran med 2-0.

    Åbningen blev fulgt op af to ender, der endte 1-0 til Danmark, så stillingen var 4-0.

    I fjerde ende reducerede Japan til 1-4, inden de stabilt spillende danskere kværnede videre og vandt de næste tre ender med 1-0, og så var kampen afgjort.

    Dupont og co. havde tabt de første seks kampe, men holdet er nu på pointtavlen i Silkeborg med en 11.-plads af 13 deltagende nationer. Der resterer fortsat fem kampe i det indledende gruppespil.

    De seks bedste nationer får til sidst mulighed for at kæmpe om medaljer.

    Klokken 14 skal Danmark op mod Skotland.

    /ritzau/