Yussuf Poulsen: Leipzig vil gerne binde mig meget længere

    Landsholdsangriberen Yussuf Poulsen forlængede i sidste uge sin kontrakt med RB Leipzig, så de to parter nu har papir på hinanden frem til sommeren 2022. Det er et år længere end danskerens tidligere kontrakt.

    Men det stod det til den tyske storklub, så skulle Yussuf Poulsens nye aftale række længere ud i fremtiden, men danskeren satte bremsen i.

    – Jeg valgte kun at tage et år mere på min kontrakt. De ville gerne have haft en længere kontrakt.

    – Sådan som det går i øjeblikket, ville de gerne have skrevet for syv år mere, hvis de kunne, men vi blev enige om at lægge et år mere på, så jeg stadigvæk har kontrakt i tre år mere fra sommer, siger Yussuf Poulsen.

    Selv om danskeren ikke går med en flyttelyst lige nu, vil han ikke afvise, at det kan komme på tale.

    – Det kan også godt være, at jeg kommer til at spille i Leipzig længere end til 2022, men man skal huske at holde sine muligheder åbne, hvis man på en eller anden måde vokser fra klubben, eller klubben vokser fra en.

    – Jeg har det super godt i Leipzig. Jeg bliver ved at med at udvikle mig, og jeg føler mig bedre. Det er det vigtigste, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle tage et andet sted hen lige nu, siger Yussuf Poulsen.

    Med en forestående familieforøgelse er det da heller ikke oplagt at søge nye veje, selv om hans aktuelle status som RB Leipzigs topscorer sagtens kunne bruges i en salgsopstilling.

    Han føler sig ikke på et sådant niveau, hvor det er en selvfølgelighed, at større klubber står på spring.

    – Jeg ved ikke, om jeg er på det niveau, hvor jeg kan komme til en klub og spille fast hver gang, hvis det også skal være en klub, der spiller i Champions League.

    – Det er jo vores mål i Leipzig at spille Champions League hvert år, og her er jeg jo fast mand. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle tage hen for at kunne få det samme eller noget bedre, siger Yussuf Poulsen.

    Landstræner Åge Hareide er glad for, at Yussuf Poulsen ikke har udsigt til at sætte fremtiden på spil med et klubskifte.

    – Bundesligaen er en liga med høj kvalitet, så jeg ser ikke nogen speciel grund til, at han skulle skifte. Han har udviklet sig meget fint i Leipzig.

    – Der er altid en uvished, hvis man skifter klub og får ny træner. Så kan det være, man skal skifte igen.

    – Hvis man kan præstere og levere, der hvor man allerede er, så er det en kæmpe fordel for landsholdet, siger Hareide.

    Yussuf Poulsen er kamprekordholder i RB Leipzig, der blev dannet i 2009.

    /ritzau/