Børnetegninger indgår som beviser i sag om sexmisbrugte børn

    Det er en grum sag om vold og seksuelle overgreb mod børn, som dommere og nævninger skal lægge øre til de kommende dage.

    Det siger senioranklager Rikke Brændgaard-Nielsen, da hun mandag ridser sagen, der også er kendt som Vejen-sagen, op i Retten i Esbjerg.

    – Det er en meget omfattende sag, og I kommer til at høre ting, som almindelige mennesker instinktivt vil mene, at forældre ikke er i stand til at begå mod deres egne børn, lyder det fra anklageren.

    Forældreparret fra Vejen skal ifølge anklagen have voldtaget flere af børnene, samtidig med at børnene er blevet udsat for halsgreb, spark og slag med blandt andet bælte og et støvsugerrør.

    Forældrene nægter alle anklager, fremgår det, da det 11 sider lange anklageskrift er læst op.

    – Alle forhold nægtes, lyder det samstemmende fra de to tiltaltes forsvarsadvokater.

    De to tiltalte – en 63-årig gråhåret mand og en 60-årig kvinde – er begge iført joggingtøj. De har ved ankomsten til retslokalet givet hinanden et kram.

    Sagen begyndte at rulle, da et af børnene i 2017 gik til politiet og anmeldte forældrenes overgreb.

    Det førte til, at de øvrige børn blev afhørt om anklagerne.

    Overgrebene skal være begået tilbage i perioden fra 1987 til 1994, mens parret boede på to forskellige adresser i Vejen.

    En del af perioden var børnene anbragt på opholdssteder. Men forældrene havde ifølge anklageren fortsat uovervåget samvær med dem i en del af tidsrummet.

    Tre af de fire forurettede, der i dag alle er voksne i alderen 30 til 35 år, skal afgive forklaring i retten.

    En af dem er så psykisk påvirket, at hun ikke kan være til stede, forklarer anklageren.

    Dommere og nævninger skal i stedet se og høre en tidligere videoafhøring af hende.

    Anklageren forklarer, at der også vil blive fremlagt tegninger fra børnene i retten som bevismateriale.

    Naboer, familiemedlemmer og en psykolog skal også afgive forklaring i sagen.

    Der er afsat ni retsdage til sagen, og der ventes at falde dom 5. april.

    /ritzau/