Kjærsgaard griber ind: DF’er beskyldt for racistisk udsagn

    Selv om der på forhånd er flertal for en lang række stramninger af den danske udlændingelovgivning, kaldet paradigmeskiftet, så giver forslaget anledning til heftig debat i Folketinget torsdag.

    Så heftig, at Enhedslistens Pelle Dragsted undervejs beskylder DF’s Kenneth Kristensen Berth for at komme med racistiske udtalelser.

    – Det kan godt være, at jeg skulle have været blevet tykhudet efterhånden. Men jeg bliver stadig chokeret over den form for racistiske udtalelser, hvor man lægger en hel befolkningsgruppe for had, siger Dragsted

    Anledningen er, at Berth efter en kommentar om dansk og svensk integrationspolitik stiller spørgsmålet:

    – Er erkendelsen ikke bare den, at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre? Kan hr. Pelle Dragsted pege på et eneste vesteuropæisk land, der har formået at integrere de muslimer, der er kommet til deres lande? Bare et?

    Det er den udtalelse, som Dragsted mener er racistisk. Men det må man ikke sige i Folketingssalen, lyder det prompte fra folketingsformand Pia Kjærsgaard (DF).

    – Det der vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for, siger Kjærsgaard, hvorefter Dragsted replicerer:

    – Hvis man siger, at en hel befolkningsgruppe ikke kan integreres, så vil jeg forbeholde mig ret til at kalde det et racistisk udsagn.

    – Man diskuterer ikke med formanden. Overhovedet, fastslår Pia Kjærsgaard, hvilket Dragsted så tager til efterretning.

    Berths partifælle indfødsretsordfører Christian Langballe (DF) tager senere i debatten tråden op igen:

    – Jeg føler mig kaldet til at tage ordet på grund af det uværdige udtryk, hr. Pelle Dragsted har brugt ved at bringe racisme og raceideologi ind i en diskussion om islam og muslimer og parallelsamfund, siger Langballe.

    – Det er kompromitterende for Enhedslisten, der aldrig har gidet tage den diskussion, at folk, der har noget væsentligt at sige om islam og den muslimske indvandring, bliver skammet ud på den måde.

    /ritzau/