Kronprinsen: Det er åbenbart at vi skal have Grand Depart

    Cykelløbet Tour de France er blandt de største begivenheder i verden, mener kronprins Frederik. Derfor er han også begejstret for, at det i 2021 begynder i Danmark.

    – Det her er jo en top-3-begivenhed i verden, siger han.

    Torsdag formiddag blev det officielt bekræftet fra regeringen, at Danmark bliver vært for det prestigefyldte cykelløb.

    Aldrig før har en del af ruten ligget så langt mod nord.

    Foruden en stor dansk indsats for at bringe løbet til Danmark skyldes resultatet ifølge kronprinsen også, at vi som folk generelt er glade for at cykle.

    – Vi har glæde for cyklen. Vi er en cykelnation, så det er åbenbart, at vi skal have Grand Départ.

    – Her får vi Danmark som et stadion, der folder sig ud foran ens cykel. At jeg så har franske rødder, gør mig ekstra glad, siger han på mødet.

    Desuden har direktøren for Tour de France, Christian Prudhomme, besøgt Danmark flere gange de seneste fem år, og de besøg har været med til at sikre Danmark Tour-starten, vurderer kronprins Frederik.

    – Han (Prudhomme, red.) er blevet mere og mere overbevist om, at vi kan løfte den opgave, fordi vi har erfaring med at løfte store sportsbegivenheder.

    Danmark har blandt andet været vært for VM i håndbold for herrer i 2019 og VM i ishockey i 2018. Desuden begyndte cykelløbet Giro d’Italia i 2012 i Herning, mens også VM i landevejscykling i 2011 fandt sted på danske veje.

    Kronprinsen, der selv er cykelglad og sportsinteresseret, ser frem til, at Danmark lægger veje til de mange cykelryttere i 2021.

    – Det er et kæmpemål, som ikke har været givet. Det skulle ellers være lige til højrebenet. Vi er en cykelnation. Vi bruger cyklen, som nogle spiller ishockey, siger han.

    Til stede ved præsentationen på Københavns Rådhus torsdag var også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), overborgmester Frank Jensen (S) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

    /ritzau/