Noma-direktør er stolt over to genvundne michelinstjerner

    Noma har mandag aften modtaget to stjerner i Michelinguiden for de nordiske lande. Dermed er restauranten tilbage i det gode selskab, efter at den mistede sine to stjerner, da den i 2017 lukkede midlertidigt ned.

    Derfor er der også tilfredshed at spore hos Peter Kreiner, direktør i Noma, efter mandagens uddeling af stjerner.

    – Vi har bygget en ny restaurant, så det er rigtigt dejligt at være tilbage med to stjerner. Vi er glade og stolte over det.

    – Det betyder, at der er andre end os selv, der synes, at det er godt, det vi laver. Det er professionelle folk, som bedømmer os. Og det betyder rigtig, rigtig meget, at de kommer og vurderer os på den her måde, siger Peter Kreiner.

    I 2018 genåbnede Noma for dørene med et nyt koncept, nye lokaler og en ny beliggenhed. Og her har restauranten altså genfundet sit høje niveau og dermed gjort sig fortjent til igen at have to michelinstjerner.

    Før uddelingen blev der spekuleret i, om Noma kunne få hele tre stjerner.
    Men direktøren er ikke skuffet over, at det ikke blev til tre.

    – Jeg kunne godt tænke mig at få tre. Men jeg er også rigtig glad for de to. Det er en stor anerkendelse at få to stjerner, siger Peter Kreiner.

    /ritzau/