Nord- og Sydkorea vil stille fælles hold ved OL i Tokyo

    Nord- og Sydkorea slog pjalterne sammen ved vinter-OL i Pyeongchang sidste år. Det kan også blive tilfældet ved OL i Tokyo i 2020.

    Ifølge Thomas Bach, præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), vil Korea-naboerne gå sammen ind og stille fælles hold.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    – Efter møderne i går (torsdag, red.) har vi noteret os, at begge er meget interesserede i en fælles indmarch og forenede hold i forskellige sportsgrene ved OL i Tokyo i 2020, siger Thomas Bach ifølge Reuters.

    Ved vinterlegene i Pyeongchang stillede Nord- og Sydkorea op under et fælles flag, og nationerne stillede med et fælles hold i ishockey på kvindesiden.

    Ifølge nyhedsbureauet AP udtrykte landene “interesse og vilje” til at afholde OL i 2032 ved fredagens møde.

    Forleden fortalte sydkoreanske embedsfolk til nyhedsbureauet AFP, at Nord- og Sydkorea vil gå sammen om et bud på værtskabet for OL i 2032.

    Sydkorea skulle i den forbindelse pege på hovedstaden Seoul som den ene af to værtsbyer.

    /ritzau/