SF ønsker som blå blok et fælles sundheds it-system

    Fremover bør regionerne anvende et fælles it-system, når det kommer til borgernes sundhedsdata.

    Det mener SF, som dermed slutter sig til udmeldingerne fra blå blok.

    – Vi bør få et samlet it-system, så alle fem regioner ikke hver især skal opfinde den dybe tallerken. Det giver ingen mening, siger SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen.

    – Det her handler om sund fornuft og ikke ret meget andet, siger hun.

    I Region Hovedstaden og Region Sjælland anvendes det udskældte system Sundhedsplatformen.

    Blandt andet konkluderede Folketingets statsrevisorer i juni i en beretning til Folketinget, at systemet blev taget i brug, selv om det “var ufærdigt og behæftet med fejl og mangler”.

    Region Midtjylland bruger Systematics EPJ-system, der er blevet taget bedre imod.

    Systematics EPJ-system implementeres efter planen i Region Syddanmark i 2020 og i Region Nordjylland i 2021.

    Til Berlingske siger formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S), at hun vil vente til 2021 med at se, om Sundhedsplatformen skal blive.

    Hun forventer, at lægernes nuværende utilfredshed med it-systemet skifter.

    Også Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, mener, at man bør tage et par dybe vejrtrækninger, inden der træffes beslutninger om statslige it-systemer.

    – Man skal være meget sikker på, at det er bedre, inden man kaster sundhedssystemet ud i implementering af nye it-systemer.

    – Set i det lys, tænker jeg, at det vil give god mening også i forhold til at komme ud af de eksisterende kontrakter, hvis man på at se situationen i 2021, inden man laver et nyt it-kaos i sundhedsvæsenet, siger han.

    Enhedslisten vil kun støtte et fælles it-system, hvis det er et udtrykkeligt ønske fra de sundhedsfaglige organisationer, og hvis regeringen kan skaffe finansiering til det.

    Kirsten Normann Andersen ønsker ikke at sige, hvilket system hun ønsker rullet ud. Det kan også blive et helt nyt system.

    – Sundhedsdata er kritisk infrastruktur, og vi er meget sårbare, hvis vores systemer bliver hacket eller lignende. Vi bør samle kræfterne om at løse problemerne bedst muligt ét sted, siger Kirsten Normann Andersen.

    Folketingets partier, regionerne og Sundhedsdatastyrelsen bør debattere mulighederne, mener hun.

    /ritzau/