Holland overrasker og sørger for ny tysk fodboldnedtur

    Det tyske fodboldlandshold har fortsat svært ved at få tingene til at hænge sammen oven på sommerens VM-fiasko.

    Lørdag aften tabte tyskerne 0-3 på udebane til Holland i Nations League og er dermed sidst i gruppen, hvor de franske verdensmestre er den tredje deltager.

    Liverpool-stopperen Virgil van Dijk åbnede scoringen efter hjørnespark efter en halv times spil.

    Ryan Babel, der har en fortid i samme Liverpool, headede på overliggeren, og van Dijk var hurtigst over den løse returbold, som han stødte ind i et tomt mål fra få meters afstand.

    Den tyske landstræner Joachim Löw reagerede kort inde i anden halvleg med en dobbeltudskiftning i håb om at få mere fut i sit mandskab.

    Julian Draxler og Leroy Sané blev sendt på banen, og sidstnævnte burde have udlignet ti minutter senere, men sparkede forbi mål på en oplagt mulighed.

    Kort efter hamrede Draxler en helflugter lige over mål, og tyskerne intensiverede presset mod Jasper Cillessen i Hollands mål.

    Men hollænderne, der har haft nogle besværlige år, holdt stand og afgjorde i stedet kampen med to mål i de sidste minutter.

    Først slap Quincy Promes fri i højre side af straffesparksfeltet, og ved bageste stolpe kunne Memphis Depay let sende hans tværaflevering i nettet til 2-0.

    Og dybt inde i overtiden cementerede Georginio Wijnaldum så den klare hollandske sejr.

    Med sejren rykker Holland frem på andenpladsen i gruppen med tre point, et mindre end førerholdet Frankrig. Tyskland er sidst med et enkelt point. Alle hold har spillet to kampe.

    I Nations Leagues tredje lag vandt Norge på hjemmebane med 1-0 over Slovenien.

    Midtbanemanden Ole Selnæs stod for kampens eneste scoring med et drøn af et langskud. Nordmændene har dermed seks point for tre kampe.

    /ritzau/