Røde partier forlanger bedre forhold for udviste asylbørn

    Hvis flertallet skifter efter næste valg, skal en kommende S-regering forbedre forholdene for de knap 100 børn på Udrejsecenter Sjælsmark.

    Det mener partilederne fra Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, der lægger et fælles pres på Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

    Det skriver Politiken søndag.

    Forholdene for de knap 100 børn på Sjælsmark kritiseres af eksperter for at være “kummerlige” og direkte skadende for barnets tarv.

    Børnefamilierne på Sjælsmark har begrænset ret til privatliv, og de må hverken lave mad på værelserne eller have deres eget køleskab eller andre elektriske installationer.

    – Fordi forholdene er så forfærdelige, så mener vi, at vi bliver nødt til at kigge på, at børnene får bedre forhold med udgangspunkt i barnets tarv, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

    – Det handler om, at de skal have fritidsaktiviteter, de skal gå i skole, og de skal have et liv, som viser noget mere normalitet end det, de kan få på Sjælsmark.

    – Når vi får et nyt flertal i Danmark – og det håber vi bestemt på – så skal vi skabe bedre forhold for børnene.

    S-formand Mette Frederiksen betonede på sit partis årlige kongres, at hun vil være børnenes statsminister.

    Men det er tom snak, mener Radikale Venstres partileder, Morten Østergaard.

    – Selv om der er gode takter i Socialdemokratiets børneudspil, så klinger det hult, hvis man gerne vil have, at et nyt flertal sikrer bedre forhold for børn, men samtidig insisterer på at vende det døve øre og det blinde øje til de her børn, som lever under vilkår, vi aldrig vil acceptere andre steder, siger Morten Østergaard til Politiken.

    Alternativets leder, Uffe Elbæk, er på linje med de to andre partiledere.

    Børnene bor på Sjælsmark med deres forældre, fordi familierne ifølge danske myndigheder ikke har ret til asyl i Danmark og derfor skal sendes hjem.

    Men flere familier kan ikke sendes hjem, fordi lande som Iran, Irak og Syrien ikke vil tage imod dem, medmindre de rejser frivilligt.

    Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har tidligere kritiseret forældrene for at tage deres børn som gidsler, fordi forældrene afviser at rejse hjem frivilligt.

    Politiken har været i kontakt med Mette Frederiksen, som afviser at kommentere sagen.

    Socialdemokratiets integrationsordfører, Mattias Tesfaye, erkender i en mail, at børnene er i en sårbar position, men afviser handling her og nu.

    /ritzau/