Jihadister sprænger vigtig bro nord for Tikrit


    Militante fra den voldelige gruppe Islamisk Stat (IS) har sprængt en strategisk vigtig motorvejsbro i luften nord for den irakiske by Tikrit.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Det fortæller irakisk politi torsdag samtidig med, at landets sikkerhedsstyrker fortsætter sin fremrykning i den vigtige by.

    Broen er en af de få veje, der krydser Tikrit-floden. Sprængningen ødelagde desuden en olierørledning, der forbinder Iraks største raffinaderi i Baiji med det kurdiske område i nord.

    Islamisk Stat kontrollerer stadig begge sider af broen, men sprængningen ses som et defensivt træk af jihadisterne.

    Irakiske sikkerhedsstyrker har i løbet af de seneste dage indledt en større offensiv i Tikrit, og soldater har indtaget flere dele af byen.

    Byen ligger i et overvejende sunnimuslimsk område 160 kilometer nord for Bagdad. Tikrit har både stor strategisk og symbolsk betydning, og for den irakiske hær er byen et springbræt for videre planer om at genindtage den nordlige by Mosul.

    Tikrit er den tidligere diktator Saddam Husseins fødeby, og den ligger nogenlunde mellem hovedstaden Bagdad og Mosul.

    Tikrit blev indtaget af IS i maj 2014, da den ekstremistiske gruppe fik hjælp af militante irakiske sunnimuslimer, som kæmper mod den shiamuslimsk-dominerede regering i Bagdad.

    /ritzau/dpa